OM IBEN LAURSEN



I mit billedunivers er der evig konflikt mellem behovet for forudsigelighed og forandring. Harmoni og kaos. Men her er først og fremmest fingermalede fortællinger, unika grafik og farvestrålende collager tilsat en knivspids humor. Det er akrylmalingen, der er mit første valg, men jeg kombinerer ofte med blæk, farvekridt, papir og tryk. Jeg er en tingfinder, der elsker min malerhule med alle dens bøger og skilte, rustne dimser og drivtømmer, udklip og fotos. Men allermest samler jeg på udtryk og indtryk samt ord, som smager godt og det er summen af alt dette, der starter det næste værk. Kig dig omkring og find måske et, der starter en historie du får lyst at digte videre på.


Bedste hilsner

Iben Laursen